Vælg en side

UNDSKYLD BOWIE, UNDSKYLD PRINCE

feb 4, 2016Uncategorized

Undskyld. Jeg starter med en undskyldning. Og så bøjer jeg hovedet ned.

Hverken Bowie eller Prince var soundtracket til mit liv eller blot min ungdom. Ja jo, jeg har da hørt deres musik, sunget med på Lets dance, danset tæt til Purple Rain. Men nej, jeg kan ikke lige hoste citater ud af ærmet, fortælle anekdoter om min første LP eller leverer gribende beretninger om mine unikke koncertoplevelser med de store musikidoler.
Er jeg så et dårligt ukulturelt menneske. Ignorant.  Ja, det kan godt føles sådan, når jeg bevæger mig ud på de sociale medier uden at ha en holdning til, at musikkens konger dør. Voksne fornuftige mænd jeg respekterer fortæller, hvordan de har grædt, lukket verden ude og blot genlyttet de gamle plader fra samlingen. Et genhør med ungdommen, livets soundtrack. Et nærmest ubærligt dødsfald, der alligevel skal bæres. Smerte.
Men hvad så med mig, der ikke kan genkende den følelse.
Er jeg mon alene?  Pludselig er det som om hele verden elskede Bowie som en bror, Prince som en kæreste, og musikken som det vigtigste i livet.

Og hvor efterlader det så mig?
Umiddelbart ser jeg to muligheder:
1) Læse op på idolerne og lade som om jeg også sad på teenageværelset og græd til lp’erne.
2) Lade som ingenting og håbe ingen opdager, at jeg ikke mener noget særligt om Prince og Bowies død.
Mulighed 1 er omfattende. Jeg interesserer mig måske ikke nok for musikhistorie til at begynde på den store opsamling, og et hurtigt kik på wikipedia gør mig træt. Jeg opgir allerede inden, jeg er begyndt.  Når lige at samle op at filmen Purple Rain kom i 1984 og soundtracket solgte over 25 millioner eksemplarer. Måske gode facts lige at bringe ind, næste gang nogen nævner Prince. Eller mulighed to. Den testede jeg efter Bowies død. Jeg blev en del af det tavse mindretal (eller var det mon et flertal?), der ikke delte citater, fotos eller oplevelser med musikken på min facebookside. Det virkede, men var også lidt utilfredsstillende at gå rundt og dukke hovedet, når talen faldt på Bowie.
Forleden luftede jeg så min status som musikignorant uden et livs-soundtrack  for en god ven. I al fortrolighed. Skam og skyld. Og det viste sig at være en af den slags venner man skal holde fast i – for straks blev jeg gjort opmærksom på, at der er en god grund: Jeg er måske for ung. Jeg var kun et barn i 80’erne – da Bowie og Prince var størst. Åh reddet.
Så det kan godt være jeg ikke har Prince og Bowie som soundtrack. Men skidt pyt – jeg har i stedet venner der holder mig ung. Det føles godt at sige: jeg er for ung til at ha et forhold til Bowie og Prince….

Men hvordan lyder så mit livs soundtrack?
Det kunne være Baltimores Tarzanboy, som jeg lyttede igen og igen på min walkmann, indtil båndet til sidst sprang, Allan Olsens udgivelser, som blev lyden af at flytte hjemmefra i et forsøg på at forstå verden, eller måske musikken fra Le Grand Bleu med delfinlyde, som var så hipt at lytte til, da jeg gik ud af folkeskolen. Et helt andet bud kunne være den opsamlingscd med Eurythmics eller album med Alanis Morissette, som var fast inventar i den discman, jeg fik i studentergave.
”Duerne flyver” og ”Du kom med alt det der var dig” er musikken i overgangen fra ung til voksen på højskolen, ”Busters verden” er mine børns godnatsang igennem flere år, eller måske bare den gamle cd en veninde forærede mig med forsikring om, at jeg ikke skulle lade mig narre af coveret med en ung Stig Rossen med langt nakkehår og fuldskæg. Musikken er ganske rigtigt smukkest.
Jeg kunne blive ved at remse musik op, der var med et sted i livet. For sådan er det for mig. Musikken står sjældent alene, men er en del af fortællingen, historien og oplevelserne i livet.
Og jeg forstår godt at Bowie- og Princefans sørger.
Men mærk efter. Måske er der ikke kun en eller to kunstnere, der er livets soundtrack. Måske er der en hel verden af musik med store oplevelser.

Julie Lindegaard

Julie Lindegaard arbejder med rådgivning af ledere og talspersoner, der ønsker styrket synlighed.  Hun er uddannet journalist tidligere vært på DR, udviklingschef  på FilmFyn samt kommunikations- og salgschef på Odense Teater mv. 
Kontakt: Tlf. 20717141 
post@julielindegaard.dk