Drømmer du om et sommerhus i Italien?

Mette Ullersted har ikke bare et sommerhus. Hun har et hus på en bjergside ved Comosøen uden vand, strøm og kloak, og uden vej op til huset. Her bor hun en tredjedel af året. Resten af tiden driver hun sin virksomhed i Danmark.

I afsnit 53 af podcasten Alt det jeg ikke ved spørger jeg hende: Kan man virkelig det? Og hvorfor gør hun livet så besværligt med vilje?

Et liv off grid ved Comosøen

Mette går 600 meter op ad en stejl sti med indkøbene på ryggen. Hun samler regnvand i en tank og filtrerer det, så hun kan drikke det. Hun saver brænde med motorsav, bager brød i en brændefyret ovn og har sit køleskab i en grotte nede ad klippen.

Solpanelet giver lige nok strøm til lamper, computer og telefon. Bad tager hun under en spand med solopvarmet vand fire meter oppe ad skråningen.

Det tager hende tre-fire timer om dagen bare at drive huset. Og DET er pointen.

Når vennerne er på besøg, siger de: “Mette, du skulle da få dig en ATV.” Hun siger nej. For så bliver hun doven.

Hvorfor et besværligt liv?

For fire et halvt år siden er alting lykkedes for Mette. Børnene har det godt, virksomheden kører, og økonomien er på plads. Alligevel er hun slidt og mærker en tomhed.

Hun drømmer om noget helt enkelt. Om praktisk arbejde med hænderne og et liv tættere på naturen. Hun overvejer et bed and breakfast, men har ikke lyst til gæsterne. Så opdager hun, at hvis man bare bor besværligt nok, bliver hverdagen fyldt med praktiske opgaver helt af sig selv.

“Bagsiden af medaljen hedder frihed. Så når der er tomt, er der også frit.”

Hun halverer virksomheden

Mette skærer sin virksomhed ned til halvdelen af omsætningen. Hun siger farvel til faste medarbejdere og kontorer og lærer at sige nej til gode opgaver. Det er svært. Hendes far har altid sagt, at man skal indfri potentialet.

Hun regner og regner og får en revisor til at tjekke tallene. Resultatet overrasker: Hun ender med at tjene nærmest det samme.

Mod kan trænes

Mange spørger Mette, hvordan hun tør bo alene på en mørk bjergside. Svaret er, at hun har trænet det i små skridt. Første nat i et shelter ligger hun stiv af skræk. Senere kører hun alene på motorcykel i Norge og sover ude på fjeldet.

Hun fortæller også om sin første flyrejse alene efter skilsmissen og om de ærlige samtaler med sine børn, sin søster og sine venner, før hun flytter en stor del af sit liv til Italien.

I dag køber hun hus i Aarhus tæt på sit barnebarn. Også det kræver mod, siger hun. Og hun tager stadig toget til Italien.

Glæden ved besvær

Det mest overraskende i samtalen er måske Mettes syn på besvær. Varmt vand i håndvasken. Strålevarme foran brændeovnen efter en kold dag. Uldsokker på kolde tæer.

Vi bruger mange penge på at fjerne besvær, siger hun. Men så forsvinder glæden også.

Lyt til afsnittet

Leder du efter en god dansk podcast om mod, livsvalg og om at leve tættere på sine drømme? Så lyt til afsnit 53 af Alt det jeg ikke ved:

Apple Podcasts // Spotify // Podimo

Følg Mettes bøvlede hverdag i Italien på Instagram: @crotto_paradiso

Lyt – og bliv modigere. For mod smitter!

Julie Lindegaard

Julie Lindegaard er foredragsholder, moderator og vært på podcasten Alt det jeg ikke ved. 
Hun er uddannet journalist og er desuden professionelt bestyrelsesmedlem. Tidligere har hun været vært på DR og Radio4, udviklingschef på FilmFyn samt kommunikations- og salgschef på Odense Teater mv.
Kontakt: Tlf. 20717141
post@julielindegaard.dk