Er tvivl et tegn på, at du skal sige nej? Eller er det et tegn på, at der er noget på spil?
I afsnit 54 af Alt det jeg ikke ved møder du
, og han giver os et nyt sprog for tvivlen.
Jeg er selv en kæmpe tvivler. Så meget, at det nogle gange lammer mig. Jeg har længe tænkt på tvivl som frygt, der har klædt sig lidt pænere på. Derfor skrev jeg til Bastian. Jeg håbede, han kunne fortælle mig, hvordan jeg får den til at gå væk.
Det kan han ikke. Til gengæld får jeg noget bedre.
Fra stilhed til tvivl
Bastian Overgaard har i ti år talt om stilhed. Han er forfatter til Støjfri ledelse fra 2021 og MØDELAGT fra 2025, og han hjælper virksomheder med en bedre mødekultur.
I arbejdet med stilhed møder han mennesker, der har det svært med pauserne. Han oplever også ledergrupper, der ikke vil stoppe op og overveje deres beslutninger. For hvad hvis de bliver i tvivl? Så kommer de jo aldrig videre.
Det får ham til at kaste sig over tvivlen. Nu har han podcasten Tvivlekraft, og han skriver en bog om samme tema.
Tvivl er ikke bare tvivl
Bastian deler tvivlen op i tre lag, som en pyramide.
Nederst ligger den destruktive tvivl. Den bor tæt på frygten, lavt selvværd og følelsen af ikke at være god nok. Den prøver at beskytte os, men den får os til at give op.
I midten ligger den konstruktive tvivl. Her bliver tvivlen et tegn på, at vi skal undersøge noget, fordi der er noget på spil. Den kan bruges til at navigere.
Øverst ligger den etiske tvivl, den nødvendige tvivl. Den hænger sammen med menneskelig og intellektuel ydmyghed. Den erkendelse, at der er meget, vi ikke ved.
Tvivlen kan også vende indad eller udad. Indad kan den gøre os handlingslammede, eller den kan få os til at sove på en beslutning. Udad kan den blive til kontrol og overreaktion, eller den kan blive til nysgerrighed og en god samtale.
Hvorfor Oprah tager fejl
Bastian vil gøre op med udtrykket “Hvis der er tvivl, er der ingen tvivl”, som Oprah Winfrey har gjort kendt. Er du i tvivl om din kæreste, så løb.
Han fortæller om dengang, han sagde til sin kæreste, at han var i tvivl. Hun svarede, at hun også tvivlede. Hele tiden. Men hun så det ikke som noget negativt. Hun så det som en måde at kalibrere på: Er det her stadig det rigtige for mig?
I dag er de gift.
Jeg kender også den anden side. Jeg har selv siddet i et job og været i tvivl, om det var det rigtige. Men hvem kan man sige det til? Siger du det til chefen, får du at vide, at så er svaret givet.
Tvivl på tvivlen
Bastian giver et konkret greb, som han henviser til forskningen for: Tvivl på tvivlen.
Når du mærker en stærk tvivl, der vil have dig til at opgive noget, så mind dig selv om de gange, du har taget fejl. Det kan gøre tvivlen mindre og motivationen større.
Han spørger også, hvor stærk tvivlen er på en skala fra 1 til 10. Mit svar er altid 5. Men bare det at sætte et tal på kan tage noget af følelsen ud af det. Er tvivlen lav, kan du måske parkere den.
Autopilotens fjende
Tvivlen er autopilotens fjende, siger Bastian. Autopiloten er rar, for den sparer os for energi. Men den kan også stå i vejen for nysgerrighed, innovation og sund fornuft, fordi vi bare gør, som vi plejer.
Derfor handler det ikke om at få tvivlen til at gå væk. Nogle gange skal den gå væk. Nogle gange skal den lyttes til. Og andre gange skal du følge den. Det vigtigste er at kunne se, hvilken slags tvivl det er.
Jeg ved stadig ikke alt om tvivl. Men jeg ser den i et andet lys.
Lyt til hele samtalen
Hør hele afsnittet 54: Tvivl er en superkraft (og hvorfor Oprah tager fejl) – med Bastian Overgaard, hvor du lytter til podcasts.
Del gerne afsnittet med en ven. Gerne en, der tvivler meget. Eller en, der aldrig tvivler.
Lyt med, og opdag tvivlens superkraft. Mod smitter!
Links:
bastianovergaard.dk
Bastians bøger: bastianovergaard.dk/bog-udgivelser
Podcasten Tvivlekraft: https://tvivlekraft.dk/
Få nye afsnit og historier om mod direkte i indbakken – tilmeld dig nyhedsbrevet: julielindegaard.dk/podcast
Vil du støtte podcasten, kan du gøre det her:
https://10er.com/altdetjegikkevedpodcasten
Vært: journalist og moderator Julie Lindegaard
Læs mere på julielindegaard.dk/podcast