Handling skaber forvandling. Eller al magt til initiativet. Det er to af mine yndlingssætninger. Og jeg har ofte brugt dem. Især når forældre har kritiseret fodboldtrænere, bestyrelsen eller hinanden for ikke at gøre det rette – fra sidelinien. Når medarbejdere synes ledere burde agere anderledes. og når børnene mener, maden skulle ha’ smagt anderledes. Jamen værsgo – handling skaber forvandlig. Du tager bare over. Ikke aggressivt. Der er altid plads til en mere, der vil tage ansvar. Er du uenig i retningen, så stil op og bidrag. Sådan virker demokrati.
Og jeg har fnyst af foragt, når samme forældre, medarbejdere og børn har trukket sig og svaret: Nej jeg vil ikke tage ansvaret og bidrage. Jeg vil hellere stå her og pege. På afstand.
Jeg mener, at dem, der møder frem og tager ansvar er dem, der udstikker kursen. Sådan er det jo i et demokrati – vil du høres, må du stemme. Og stille op.
Men da jeg forleden så en opfordring fra en lang række borgmestre til at bakke op om de lokaler medier: Køb en avis, hvis du vil have journalister i lokalområdet efter denne Corona-krise, stod jeg i et dilemma. Medierne bløder, fordi annoncerne er forsvundet. Bak op. Køb en avis. Jeg er enig. Og har derfor også en avis. Men det var ikke budskabet, jeg faldt over. Jeg slog mig på de mange portrætter af mænd i annoncen. Borgmestre. Mænd. Og en enkelt kvinde. Borgmesteren på Fanø. Alle andre mænd.
Og jeg fik straks lyst til at råbe ud i hele verden: Så se dog, hvor meget vi har at kæmpe for på ligestillingsfronten. En enkelt kvindelig borgmester. Det er for ringe. Borgmestre skal repræsentere os alle – ikke kun halvdelen af befolkningen. Lige nu ved jeg godt, at vi kæmper mod Corona. Det er vigtigt og alvorligt. Men vi kommer igennem. Med stor indsats og hårde indgreb. Handlekraft og modige beslutninger. Det er jeg taknemmelig for. Vi klarer os igennem denne svære tid – det ved jeg. Og på den anden side skal vi tale om ligestilling igen.
Jeg holdt mig tilbage fra råberiet. Både fordi i disse coronatider er ligestilling på en måde sat på hold – det virker mindre vigtigt end at redde liv. Men dog stadig vigtigt. Men jeg holdt igen, fordi jeg blev i tvivl. Hvis jeg synes, der skal flere kvinder i poltik – bør jeg så ikke selv gå forrest? Tage ansvaret? Stille op?
Men jeg er ikke politiker, jeg kan ikke se mig selv i et eneste af de partier, vi har herhjemme, og jeg egner mig ikke til den massive utaknemmelige kritik politikere udsættes for – både blandt “venner” og fjender. Det dur jeg slet ikke til. Men kan jeg så godt påråbe opmærksomhed på problemet?
Jeg ved, der sidder nogen og tænker: “Gå dog forrest, hvis du synes, det er så vigtigt, istedet for at sidde der på sidenlinien og pege. Handling skaber forvandling, er det ikke du det plejer at sige?”
Jeg har ikke tænkt mig at handle her. Men det betyder ikke at jeg ikke synes det er vigtigt. Nu har jeg skrevet om det – i tvivl om man overhovedet kan tillade sig det, uden selv at ville bidrage. Men i håbet om at andre seje kvinder tænker: det tør jeg, det vil jeg – det gør jeg! Jeg bakker op!
Al magt til initiativet.
