Hvad kræver det egentlig at være komiker?

Ikke bare “sjov til fester”-sjov. Ikke bare den, der kommer med de hurtige bemærkninger i vennegruppen. Men den slags sjov, hvor man stiller sig op foran mennesker, man ikke kender, og forsøger at få dem til at grine.

I denne episode af Alt det, jeg ikke ved taler jeg med Danielle Dahlhus, der både er uddannet psykolog, søvnekspert, foredragsholder og standupkomiker med base i Aarhus.

Hun driver sin psykologpraksis online, holder foredrag om søvn, arbejder med klienter, har tidligere købt og solgt islandske heste – og står på scener som komiker.

Det er den kombination, der gør hende interessant.

For hvordan bygger man et arbejdsliv med flere spor? Hvordan bliver man komiker, hvis man ikke ligner den klassiske forestilling om en komiker? Og hvad er prisen for at ville flere ting på én gang?

Podcast med komiker Danielle Dahlhus

Mange forbinder stadig standup med unge mænd i København. Men comedy-scenen ser anderledes ud i dag, og i Aarhus er der et levende miljø med open mics, klubscener og komikere, der tester materiale foran publikum igen og igen.

Danielle Dahlhus er en del af den scene.

Hun fortæller i afsnittet, hvordan hun begyndte at interessere sig for standup allerede i folkeskolen, hvor hun så comedy på Zulu og tænkte: Det der vil jeg gerne prøve.

Senere stod hun på scenen første gang i 3.g.

Debuten gik godt. Anden gang gik væsentligt dårligere.

Og sådan er standup, fortæller hun. Det er ikke nok at være sjov i sociale sammenhænge. Standup er et håndværk.

Man skal lære rytme, opbygning, punchlines, timing, stemning og publikumskontakt. Man skal teste sit materiale. Fejle. Skrive om. Prøve igen.

Som Danielle siger i samtalen, er det heldigvis også det, der betyder, at standup kan læres.

Standup er ikke det samme som at være klassens klovn

En af de pointer, jeg især tog med mig fra samtalen, er forskellen på at være socialt sjov og at være sjov på en scene.

Danielle beskriver, hvordan man sagtens kan være den sjove i klassen, på arbejdet eller til festen uden nødvendigvis at kunne lave standup. For på scenen er der ingen fælles vennegruppe, ingen intern referenceramme og ingen naturlig samtale at læne sig ind i.

Publikum kender dig ikke.

De ved ikke nødvendigvis, hvem du er.

Og især ved betalte jobs kan de måske slet ikke have valgt standup til.

Derfor skal en komiker kunne etablere rummet hurtigt. Publikum skal forstå: Hvad sker der nu? Hvem er hun? Hvor skal vi hen?

Det lærte Danielle på den hårde måde ved sit første betalte job i Aalborg, hvor hun gik på scenen uden den rette introduktion. Publikum vidste ikke rigtigt, at der kom standup. Hun gik i gang med sine jokes, men rummet var ikke med.

Det blev, med hendes egne ord, 20 meget lange minutter.

Komiker i Aarhus: open mic, klubscener og test af materiale

Hvis man vil forstå comedy, skal man forstå open mic.

Det er her, komikere tester nye jokes. Ofte fem til syv minutter ad gangen. Nogle gange flere steder på samme aften. Ofte uden betaling.

Danielle fortæller, at hun skriver meget af sit materiale ved computeren. Hun får idéer i hverdagen, skriver noter på telefonen og lader dem ligge og “brygge”, indtil hun sætter sig ned og arbejder dem frem.

Nogle jokes starter med en observation.

Andre med en historie.

Andre igen med noget pinligt, sårbart eller mærkeligt, hun selv gør.

Et eksempel er, at hendes kæreste gjorde hende opmærksom på, at hun laver “briller” med hænderne foran øjnene, når de skal tale om noget svært. Det havde hun ikke selv opdaget. Men som komiker kunne hun straks mærke: Der er noget her.

Det er sådan noget, der kan blive til materiale.

Ikke fordi det i sig selv er en færdig joke. Men fordi der er en genkendelse, en kropslighed og en mulighed for at folde det ud.

Psykolog og komiker: to verdener eller samme menneske?

Noget af det mest interessante ved Danielle Dahlhus er, at hun både er psykolog og komiker.

Det kunne lyde som to modsætninger.

Psykologen arbejder med alvor, tillid og fortrolighed. Komikeren arbejder med grin, uventede vinkler og nogle gange det upassende.

Men for Danielle er de to dele ikke i konflikt.

Hun laver ikke sjov med klienters traumer. Hun bruger ikke terapirummet som comedy-materiale. Og hun forsøger ikke at være komiker, når hun arbejder som psykolog.

Alligevel er der noget i forståelsen af mennesker, rum og gruppedynamikker, som hænger sammen.

Hun taler blandt andet om, hvordan et publikum kan lukke ned, hvis de første grin udebliver. Ikke nødvendigvis fordi materialet er dårligt, men fordi ingen vil være den første, der griner højt, hvis resten af gruppen er stille.

Det er socialpsykologi i praksis.

Og som komiker skal man kunne mærke det rum. Ikke for at fralægge sig ansvaret, men for at forstå, hvad man står i.

Kvindelig komiker uden for stereotypen

I afsnittet taler vi også om, hvordan Danielle ofte bliver mødt af forestillinger om, hvordan en komiker “bør” se ud.

Hun har langt lyst hår, blå øjne og passer ikke nødvendigvis ind i den stereotype forestilling om en standupkomiker.

Hun fortæller, at folk nogle gange tror, hun er bartender, når hun står sammen med mandlige komikerkolleger. Eller at publikum bliver overraskede, når det går op for dem, at det er hende, der skal på scenen.

Selv har hun ikke ladet det fylde ret meget.

Hvis der er noget, hun vil, så undersøger hun, hvordan man gør – og så går hun i gang.

Det er i sig selv en vigtig pointe i samtalen. Danielle har ikke ventet på, at nogen gav hende lov til at være både psykolog, komiker, hestemenneske og foredragsholder.

Hun har valgt flere spor, fordi hun har lyst.

Kan man leve af at være komiker?

Et af de spørgsmål, jeg stiller Danielle i episoden, er, om hun kunne leve af at være komiker, hvis hun ville.

Hendes svar er ja.

Men hun tilføjer også noget vigtigt: Hun er glad for, at hun ikke er afhængig af kun at tjene penge på standup.

Fordi hun har flere indtægtskilder, kan hun sige nej til jobs, der ikke passer til hende.

Hun kan for eksempel sige nej til en julefrokost, hvor folk er for fulde til at lytte. Eller et studentergilde, hvor setup’et næppe vil fungere.

Det er en frihed.

Og det er måske en af de stærkeste pointer i samtalen: Flere karrierespor kan give mere arbejdsglæde, hvis man er bygget til det.

Ikke fordi det er nemt.

Ikke fordi man kan blive lige skarp til alt hele tiden.

Men fordi variationen også kan give energi.

Tapaskarriere: et arbejdsliv med flere spor

Jeg har selv kaldt det en tapaskarriere.

Et arbejdsliv, hvor man samler flere forskellige ting på én tallerken. Ikke som et rodet kompromis, men som en bevidst måde at skabe et mere meningsfuldt arbejdsliv på.

Danielle Dahlhus er et godt eksempel på det.

Hun arbejder med psykologi. Hun holder foredrag. Hun laver standup. Hun har arbejdet med heste. Hun bruger sig selv forskelligt og får energi af netop den variation.

Men hun er også ærlig om bagsiden.

Når man deler sin energi mellem flere spor, går noget langsommere. Man kan ikke fordybe sig fuldt ud i alt samtidig. Og man kan godt se andre overhale én, fordi de har samlet al energi ét sted.

Det kan være irriterende.

Men som Danielle siger: Det er et valg.

Og hvis man er afklaret med prisen, kan friheden være det værd.

Hør afsnittet med Danielle Dahlhus

Hvis du søger efter en podcast med en komiker, en samtale om standup i Aarhus eller bare er nysgerrig på, hvordan man bygger et arbejdsliv med flere karrierer, så er afsnittet med Danielle Dahlhus et godt sted at starte.

Vi taler om:

hvordan man bliver komiker
hvorfor standup er et håndværk
hvad open mic betyder for comedy
hvordan Danielle arbejder med jokes
hvordan det er at være både psykolog og komiker
hvorfor flere karrierespor både kan give frihed og frustration
og hvad der sker, når publikum ikke griner

Du kan høre afsnittet af Alt det, jeg ikke ved gratis dér, hvor du lytter til podcast.
Læs mere om andre afsnit her

Lyt til Alt det, jeg ikke ved med Danielle Dahlhus her:
https://podcasts.apple.com/us/podcast/alt-det-jeg-ikke-ved/id1848171842