Nu er det lige ved at være lyst, når vækkeuret har snoozet et par gange. Vejrudsigten har handlet om kulde, sne og tåge de seneste uger. Mørket og vinteren har varet for evigt. Men inde bag det hele er solsorten i gang med forårsfløjt og redebygning. Det længe ventede forår.
Lyset er på vej tilbage – jeg elsker især, at det er lyst om morgenen. Og lige når det sker, så er det som at blive slået hjem i ludo: Sommertid. På overfladen lyder det så skønt, fordi de fleste af os længes efter sol, varme og bare tæer i strandkanten.
Natten til søndag skruer vi tiden tilbage en time, og vupti, så er det mørkt igen, når jeg står op. Havemøblerne frem, en time mindre at sove i. Ja jeg er klar over, at det så er en time længere lyst i den anden ende, og det har også sin charme, men de lyse morgner er pludselig langt væk igen. 23 timer i døgnet er mindst en time for lidt. Mindst.
Men betyder det overhovedet andet, end at jeg igen skal gå i morgenmørke med hunden og vente på, at lyset kommer igen. Ja, for mit vedkommende betyder det sædvanligvis også, at jeg den næste måneds tid skal se på uret på ovnen og i bilen, der er er en time bagud. De to eneste ure, der ikke automatisk justerer, og som jeg aldrig kan huske, hvordan jeg manuelt tilpasser. Kender du det?
Jeg faldt over en artikel i Illustreret Videnskab, der havde kigget på de dokumenterede ulemper ved sommertid. Ja, for vi ved jo alle godt at fordelene er store, noget med at spare på strømmen, ik? Ørsted (tidligere DONG) har gjort op, at vi sparer cirka fire-fem procent på strømforbruget. Men ulemperne – hvad med dem?
Her får du lige et par af de dokumenterede ulemper:
1) Kroppen skal bruge fem dage på at vænne sig til at stå en time tidligere op. (For mit vedkommende føles det som fem uger.)
2) En times manglende søvn lyder ikke af meget, men trafikundersøgelser fra Canada peger på en otte procents stigning i trafikulykker i dagene efter skiftet til sommertid. (Så du er ikke den eneste, der er søvnig på vej på job mandag – det er alle de andre også – så pas på!)
3) En amerikansk undersøgelse viser, at en amerikaner i gennemsnit bruger 20 minutter på at stille urene frem. Det koster samfundet 10 milliarder kr. i tabt omsætning og arbejdstid. (Jeg er nu sikker på, at jeg trækker den statistik op, når jeg en måneds tid inde i sommertid, kaster mig over ovnen og bilen og kæmper løs til urene igen går rigtigt.)
Og så er der selvfølgelig alle historierne om køerne, der bliver forvirrede over, at landmanden kommer en time tidligere og malker, rådyr og pindsvin, der plejer at går over vejen før myldretid, og pludselig er bilerne en time tidligere på vejene, og endelig Landsforeningen mod sommertid, der i årevis har kæmpet indædt for at få afskaffet sommertiden. EU-parlamentet gik for nylig ind i sagen om sommertid og et flertal stemte for afskaffelse af sommertid. Men det kan parlamentet faktisk slet ikke beslutte. For det er nemlig EU-kommissionen, der i 1996 lavede et direktiv der ensrettede sommer/vintertid i 1996, og derfor er det kun kommissionen, der kan afskaffe sommertid.
Jeg savner den time, vi forærer sommertid. 23 timer i døgnet er for lidt. Som om jeg mangler den i min hverdag, hvor tiden næsten altid er knap. Og derfor er jeg fristet til at bakke op
om at fjerne sommertiden. Det ville spare mig for ur-bøvlet, de mørke morgner og risikoen for de søvnige medtrafikanter. Men det stiller mig jo også i et andet dilemma: Farvel til den ekstra time jeg for foræret, når vi skifter til vintertid. Den time vil jeg nødigt undvære.