Filmturisme – sådan får du mere ud af filmholdets besøg

maj 10, 2022Filmturisme, Forrretningsudvikling, Kommunikationsstrategi

 

Julie Lindegaard er ekspert i PR og kommunikation. Hun arbejder især i kultur- og oplevelsesbranchen, hvor hun også har flere bestyrelsesposter. 
Hun er forfatter til blandt andet bogen Bliv synlig i medierne og arbejder ofte som moderator og vært på konferencer, debatter og seminarer. 
Julie Lindegaard er uddannet journalist og har mere end 20 års erfaring med kommunikation, medier og PR. Hun har en baggrund som radiovært i DR og Radio4, kommunikations- og salgschef på Odense Teater samt udviklingschef i FilmFyn. 

Indlægget er også udgivet på Turisme.nu

Den danske turistbranche har fået øje på effekterne af filmoptagelser. At blive eksponeret i film- og TV-serier er massiv branding og skaber fundament for enorm tiltrækning af turister. Men branchen skal også få øje på mere end blot de brandingmæssige effekter. Der er produkter, der venter på at blive udviklet. Det er måske svært, men ikke umuligt.
Her får du et par gode råd til udvikling af filmturisme.

Det kan virke, som den nemmeste branding i verden. Tiltræk et filmhold, der skyder en serie til DR, TV2 eller måske endnu bedre – til Netflix. Så er lykken gjort for de lokations, der eksponeres. Nemt og godt. Turisterne strømmer til. De får øje på din plet eller dit vartegn, der er så eksotisk, at det bare må besøges, som eksempelvis ”Tinka-tårnet”, som det hedder i mange børns verden – af os andre kaldet Skovtårnet. Her udspilles en afgørende scene i julekalenderen Tinka og Kongespillet, og det blev set af over en million lige da Skovtårnet åbnede. Det blev på rekordtid et udflugtsmål for børnefamilier. Lige nu fortæller blandt andet Hvide Sande om øget turisme på baggrund af TV-serien med samme navn på TV2.
Men langsigtet filmturisme, der skaber omsætning, overnatninger og fastholdelse af turister er ikke noget, der sker af sig selv for en heldig destination. Det er strategisk arbejde, forretningsudvikling og samarbejde mellem mange parter – herunder især med produktions- og TV-selskaberne. Ellers bliver det en kortvarig affære, når tv-serien er slut, og eksponeringen forsvinder.

Destinationerne skal sikre, at der er noget at se, opleve, genkende, når turisten kommer på besøg. Der skal udvikles produkter, der kan tjenes penge på, og som kan fastholde den langsigtede forankring – der kommer hele tiden nye film og tv-serier, og medmindre du forankrer lokations-oplevelsen, så forsvinder det.

For at sikre oplevelserne, forankringen og den langsigtede virkning skal optagelserne til film og tv-serier forankres. Det kan gøres med guidede ture, udstillinger, kort, skilte, ny teknologi som Aurgmented reality, merchendise og meget meget andet.

Kigger vi til udlandet har filmturisme blomstret i årevis. Og er big business. De fleste har hørt om Sex and the City-ture i New York, Lisbeth Salanders Stockholm eller Wallanders Ystad, hvor du kan gå i fodsporene på politimandens færden og blandt andet se rekvisitter på udstillingen i Ystad. Harry Potter og Lord of the Rings behøver vist ikke nærmere præsentation.
Filmturisme findes også i Danmark. Men i meget lille skala. En kort periode kunne du på udvalgte hoteller i København få et by-kort med genkendelige locations fra TV-serien Forbrydelsen, da Sarah Lund-serien også gik over skærmene i udlandet, og turister efterspurgte muligheder. Borgen er allerede kendt udenfor Danmark, men der er endnu ingen produkter, tilbud eller muligheder for turister, der kunne lokkes i Borgens fodspor. På Fyn er en række tiltag testet hos filmfonden FilmFyn, og nu er en ny stor udstilling på vej, baseret på to nye julekalendere, der ruller over DR og TV2 til december.

Men hvorfor har destinationer og private virksomheder ikke for længst sat ind og skabt nye produkter i halen af film- og tv-optagelserne? Det er fordi, det er svært.

For det første kræver det rettigheder. Og klare aftaler mellem alle parter. Og en tidlig indsats. Film- og -tv-selskaber laver ikke optagelser for at brande destinationer. De skaber gode fortællinger. Fokus for dem er ikke branding af en destination, så det arbejde ligger hos blandt andet destinationen.

De regionale filmfonde på Fyn og i Østjylland er allerede langt fremme med at sikre aftaler, der giver turistbranchen muligheden for at udnytte de afledte effekter, som en del af deres finansiering til produktionerne. Så når en destination skal være lokation, så er det afgørende, at der er tidlig dialog mellem eventuel filmfond, destination og produktions- og TV-selskaber.

Først rettigheder. Dernæst klare planer for ar bevare eventuelle setstykker, der bygges op, rekvisitter, tegninger, kostumer og andet, der bruges i produktionen. Indsigt i produktionsplaner, tidsplaner, lancering, presse, setbesøg og lignende er også afgørende, for at en destination kan spille med og skabe fundament for udnyttelse af de afledte effekter, når først serien eller filmen ruller over skærmen.
Det er som sagt ikke nemt. Fordi arbejdet skal igang samtidig med optagelserne. Men det er heller ikke umuligt.

 

Gode råd til udvikling af filmturisme:
Her er en række gode råd, hvis du vil udvikle og tjene penge på baggrund af film- og tv-optagelser og dermed skabe filmturisme.

1) Samarbejd med produktionen tidligt. Gerne så tidligt som muligt – forsøg allerede at etablere samarbejde, når locationscouten finder lokations.

2) Sørg for at der i bliver forhandlet rettigheder til at arbejde med de afledte effekter i kontrakter mellem eksempelvis lokations og produktionsselskabet/TV-stationen. En del film-/tv-serier optages også med finansiering af lokale filmfonde, som kan være med til at forhandle rettighederne.

3) Aftal rettigheder. Alt skal cleares, og aftalerne skal være knivskarpe. Det er ikke muligt at sætte et foto på en annonce fra en tv-serie uden rettigheder. Det er svært at formidle viden om locations, hvis det skal foregå uden billeder, grafik mv fra serien.

 

Forskellige roller og opgaver i arbejdet med filmturisme:

Regionale destinationselskaber
– destinationsudvikling
– produktudvikling i samarbejde med private aktører
– markedsføring af destination
– koordinering af indsatser

Regionale filmfonde
– tiltrækning af tv-serier og spillefilm
– sikrer rettigheder til udnyttelse af afledte effekter
– indgang til produktionsselskab

Produktionsselskab
– dele materialer – lokation oversigter, kontaktpersoner (eksempelvis til setdesigner, manusforfatter, lokationscout, lineproducer, instruktør mv)
– dele rekvisitlister, kostumeoversigter, andet som evt skal bruges i produktudviklingen
– dele tidsplaner – optagelser, lancering mv.
– pressebesøg under optagelser, så der kan skabes synlighed og mulighed for supplerende interviews med eksempelvis skuespillere, instruktør mfl
– involvere distribution, broadcastere og lign

Nationalt turisme
– sikre pr af både film og destination – før under og efter
–  lancering af såvel film som destination i samarbejde med både producent/distributør og turistaktører/destination

Julie Lindegaard

Julie Lindegaard arbejder som ordstyrer, bestyrelsesmedlem, foredragsholder, underviser og kommunikationsrådgiver - primært i kultur- og oplevelsesindustrien. Hun er uddannet journalist tidligere vært på DR, udviklingschef  på FilmFyn samt kommunikations- og salgschef på Odense Teater mv. 
Kontakt: Tlf. 20717141 
post@julielindegaard.dk