Jeg stirrer ud over vandet, bladrer i en bog. Spilder søndagen. Lader denne gode solbeskinnede søndag glide mellem fingrene som sand.
Mens vi venter på, at kurven flader ud, som vores nye ven Søren fra Sundhedsstyrelsen siger.
Det er som at vente på en tsunami. Som at gå i vandkanten og se vandet trække sig tilbage vel vidende at om lidt vælter vandet ind over hele samfundet. Sundhedssektoren. Mange skal dø. Vi ved bare ikke hvem eller hvornår. Og hvis afbødningsstrategien virker, så bliver det ikke så slemt. Måske minder det mere om tidevandet, der kommer og går i Svendborgsund. Vi håber det bedste. Og holder os fra hinanden.
Men imens jeg sidder her og stirrer ud over sundet, så har alle andre gang i oprydning, maling af huset, krea med børnene, overnatning i shelter, grill, bagning, mad over bål, puslespil, vinduespudsning eller gåture i naturen med hele familien. Hvilken idyl. Hvilken effektivitet.
Men hvad er problemet? Mangler jeg projekter? Er det dårlig stemning? Keder jeg mig? Nej langt fra.
Jeg har allerede nået en masse den seneste uge. Ud over en hel del arbejde, der jo fulgte med hjem fra teatret som fluepapir under min ene sko, så har jeg forsøgt (og udskudt) at skrive på den roman, jeg i årevis har drømt om at få tid til. Hver morgen har jeg løbet rundt i skoven og dagligt gået en eftermiddagstur ved vandet. Jeg har ryddet op på mit kontor (men kun så meget, at det ser nogenlunde ryddeligt ud bag mig, når jeg er på videoopkald med kolleger). Jeg har vasket gulv og ordnet vasketøj. Lavet mad og smurt rugbrødsmadder, skrevet sms’er til veninder og snakket i telefon. Forsøgt at holde en rytme for alle på matriklen. I sidste uge.
Jeg har læst en bog færdig, som jeg begyndte på i juleferie, bladret i flere fagbøger og begyndt at læse to romaner fra hylden, lytter til en halv (ah en kvart) lydbog på Mofibo og har gang i tre forskellige podcasts på Podimo. Jeg har set en hel serie på Netflix. Og så har jeg junket adskillige timers nyheder, og jeg har været en ubehjælpsom assistent til en tysk oversættelse til 8 a. Zwiebeln er i øvrigt hunkøn.
Men nu sidder jeg bare her. Søndag eftermiddag og stirrer ud over vandet. Imens I andre laver spændende retter på bål, maler gangen og rydder op i skuret. Og jeg gider ikke mere. Jeg drømte også om at denne Corona-tid blev tiden, hvor jeg fik malet huset indvendigt, malet huset udvendigt, renset terrassen af for alger, plantet krukkerne til med forårsblomster og sået græs i den del af plænen, der stadig er et mudderhul efter vi kom af med hønsene – og rotterne (de kommer åbenbart altid i sæt). Vinduerne skal pudses, kroppen skal trænes og kloge berigende romaner skal skrives. Det så godt ud for en uge siden.
Men nu gider jeg ikke. Jeg sidder bare her i dag. Og nu slukker jeg for sociale medier og nyhederne for en stund.
Nogen skal jo holde øje med vandstanden i Svendborgsund. I dag er det mig. God søndag.