Hvad er Clubhouse?

feb 16, 2021Clubhouse

Et nyt eksklusivt socialt medie baseret på lyd og samtale er lige lanceret. Hypen er enorm, for du får kun adgang til den nye platform Clubhouse ved at få en af de eftertragtede invitation (VIPs only) fra en, der allerede er inde – , og Clubhouse er i beta-udgaven og derfor kun tilgængeligt for Iphone-brugere. Altså: En lille lukket klub. Men danskerne vælter ind, så du er bestemt ikke alene, når du får en invitation. (se nederst, hvordan du får en invitation)

Du kan kun tilgå Clubhouse via app’en. Så på med lyttebøfferne, ind i snakken. Det hele er live – og tanken er at du skal deltage, mens det står på – eller misse det for evigt. Ikke noget med at gemme og lytte senere, som du kender det fra podcast. Det er live, der ideen. Og ja, selvfølgelig er der allerede enkelte podcastværter, der laver deres shows i Clubhouse og optager det for at smide det ud som podcast bagefter. Men det er ikke tanken – lige nu. Det er liveformatet, der er ideen. Samtalen her og nu. Men mon dog ikke det udvikler sig med platformen. Instagram er jo heller ikke som det var ved lancering.

Og hvad sker der så på det nye sociale medie?
Indholdet er baseret på samtaler – så det italesættes som en blanding mellem den gamle telefon-linie 0059 (dog uden stønnerne..endnu ;-)) og folkemødet. Du kan etablere dine egne “rum”, som andre, så kan hoppe ind i, og så fører en samtale med dem, der er i rummet. Du kan som moderator “invitere” tilhørerne op på “scenen”, der giver adgang til at tale med. Ellers lytter folk bare.
Men tanken er, at interaktionen foregår i samtalen: du rækker hånden op, moderatoren inviterer dig op, og du deltager. Super intuitivt bygget op.

Hvad snakker folk om på Clubhouse?

De fleste danske samtaler på Clubhouse handler om platformen. Hvordan bruger vi den, hvad synes I andre, hvordan er man en god moderator, og hvilke emner vil vi kunne tale om. Hvad kan platformen udvikle sig til? Hvad har folk hørt andre steder? Skønt for alle, der elsker at være firstmovers. Og lidt af en so-me-boble. Enkelte forsøger sig allerede nu med fokuserede samtaler – jeg er stødt på en samtale om overspisning, sundhed i fremtiden og karma. Og nå ja, en halv times morgenkaffe, hvor moderator byder velkommen til dagen og sludrer med folk om, hvad de skal bruge dagen på. Hyggeligt. Men ja, hyggeligt på den der sociale medie-agtige måde. Du ved sikker hvad jeg mener.

Samtalerne på dansk foregår i rum. Der findes også klubber på Clubhouse, som du kan følge mere systematisk. Men for at få lov at lave en klub, som andre kan følge, skal du have været med på Clubhouse en måned og lavet kontinuerligt rum med samtaler over en længere periode. Ingen danskere har endnu en klub. Men det kommer helt sikkert.

Hvem møder du i Clubhouse?

Lige nu er Clubhouses danske brugere primært tech-nørder, social media-konsulenterne og en håndfuld kendte eksperttyper. Og alle, der følger sociale medier og gerne vil være first movers. Det føles meget firswtmover-agtigt at lytte med. ingen ved rigtigt noget. Men få har allerede udnævnt sig selv som Clubhouse-eksperter. Det er skønt 🙂

Men det er kun det danske publikum, der ser så “boble-agtigt” ud. Der er masser af folk fra hele verden, der taler om alt muligt – og selvfølgelig en lang række kendistyper – fra Elon Musk til Brené Brown. Der er samtaler og rum om stort og småt – fra saunagus i Finland til popmusikkens største hits. Om hvordan vi redder klimaet til hvordan vi starter dagen med morgenyoga. Men ja, det er ikke et folkeligt bredt medie. Endnu. Det er den kreative, tech-branches nye legeplads.

Hvad synes jeg så om Clubhouse?
Jeg har lyttet med i flere rum – og deltaget i et par samtaler. Jeg elsker allerede formatet. Som tidligere radiovært er det dejligt med et lydmedie med dialog. Der er klart udfordringer i at finde ud af, hvem du skal følge og hvilke rum du skal lytte til, men mon ikke søgefunktioner og algoritmer snart hjælper mig med det, og så er det jo åbent for alle at være moderator. Og ja, det er jo ikke alle, der er den første moderator. Værtsrollen er jo en disciplin, men her får alle lov – som alle kan poste billeder på instagram. Det kan jeg godt li. Plads til talentet. Og plads til at lege.

Og hvad så nu?

I eftermiddag laver jeg mit første rigtige rum sammen med cross media ekspert Mette Will (som selvfølgelig har været med på Clubhouse siden midt i januar). Vi holder en lille times session for nye (ja, alle er jo nye i det forum) – om mulighederne set fra vores stol med input fra alle, der vil… – og konklusionen fra det møde kan du læse om i mit næste blogpost.

Og hvordan kommer du så i klubben?

Hent først Clubhouse-app i app store (husk Kun for iPhone…) – opret dig – reserver dit brugernavn allerede nu – og afvent til en bruger inviterer dig. Er du utålmodig, så tjek facebookgrupper ud med fokus på Clubhouse, spørg i dit netværk efter en ekstra invitation og tjek twitter. Twitter-folket er selvfølgelig rykket ind på Clubhouse – og bare rolig: der bliver plads til os alle på den nye platform.

Julie Lindegaard

Julie Lindegaard arbejder med rådgivning af ledere og talspersoner, der ønsker styrket synlighed.  Hun er uddannet journalist tidligere vært på DR, udviklingschef  på FilmFyn samt kommunikations- og salgschef på Odense Teater mv. 
Kontakt: Tlf. 20717141 
post@julielindegaard.dk