Om mod, bestyrelser og et arbejdsliv uden travlhed – en samtale med Laura Vilsbæk
Der er stadig flere formænd, der hedder Jens eller Niels, end der er kvinder i de danske bestyrelser. Kun 20 procent af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder, og tallet flytter sig ikke rigtigt.
Det vil Laura Vilsbæk lave om på.
Hun kalder sig bestyrelsesaktivist. Hun lander sine første tre bestyrelsesposter som 38-årig – uden det “rigtige” CV, uden det “rigtige” netværk og i blomstret kjole. I dag sidder hun i seks betalte bestyrelser og underviser bestyrelser i hele landet.
I ugens afsnit af Alt det jeg ikke ved fortæller hun, hvordan hun kommer ind, hvorfor hun mere end én gang siger nej til 100.000 kroner i honorar, og hvorfor hun arbejder aktivt for at være u-travl.
Vejen ind: et åbent opslag
Kun 6 procent af alle bestyrelsesposter bliver slået op. Resten bliver besat gennem netværk. Laura får sin første post på det, der stadig er den svære vej – hun søger den.
“Vi skal selvfølgelig kunne noget, men det allervigtigste er faktisk, at vi også vil noget,” siger hun i afsnittet.
I hendes ansøgning fylder motivationen mest. Ikke listen af kompetencer, men spørgsmålet: hvad kan jeg gøre for jer?
Hun kommer ind. Og indenfor det første år lander hun tre poster.
Hvorfor så få kvinder?
Kemi er det væsentligste rekrutteringskriterium til danske bestyrelser. Nogen man kender. Nogen der ikke udfordrer én for meget.
Det er en af hovedforklaringerne på, at kønssammensætningen ikke rykker sig, siger Laura. Men det handler ikke kun om køn.
“Vi mangler nogle kvinder, men vi mangler altså også en større kompetencemæssig bredde. De gange, hvor man reelt begynder at kigge på den kompetencemæssige bredde, får man også naturligt flere kvinder ind.”
Bestyrelsesaktivistens kongstanke
Laura vil have sjovere bestyrelser, bedre bestyrelser og færre evighedsbestyrelser. Hun er træt af, at der praktiseres old school-ledelse i bestyrelseslokalet, mens virksomhederne selv arbejder helt anderledes.
Hun er heller ikke for fin til at gå ud af en bestyrelse, hvis hun ikke bidrager. Selv når honoraret er 100.000 kroner om året.
“Jeg tror simpelthen, at der skal en anden ind på min plads.”
Et arbejdsliv uden travlhed
Laura er selvstændig på tiende år. Og hun har en klar holdning til travlhed:
“Jeg er ikke travl. Jeg er aldeles u-travl. Jeg synes, at travlt er et ærgerligt prædikat. Jeg synes, det er noget, vi slynger om os i flæng.”
Hun spreder bevidst sine opgaver ud over året. Hun tør sige “kan vi rykke det til marts?” til dem, der ringer. Og hun har fri om sommeren, i uge 7 og i efterårsferien.
Det kræver planlægning. Det kræver mod til at sige nej. Og det kræver, at hun accepterer, at hun ikke bliver milliardær af det.
“Når jeg kigger på den samlede pakke, ville jeg ikke bytte for noget.”
Mod på vegne af andre
Selv føler Laura sig ikke særligt modig. Hun siger bare det, hun ser. Men hun ved, hvor modet kommer fra:
“Det vækker i mig, når jeg gør det på vegne af nogle andre. Så er det, fordi jeg føler, at jeg gør det på vegne af nogle andre, der står og har brug for, at nogen siger noget.”
Det er den samme grund til, at hun bliver ved med at skrive debatindlæg, holde foredrag og undervise bestyrelser i hele landet.
Lyt til hele samtalen
Hør afsnit 47 af Alt det jeg ikke ved med bestyrelsesaktivist Laura Vilsbæk – om vejen ind i bestyrelsen, modet til at sige nej og et arbejdsliv uden travlhed.
Lyt via din foretrukne podcast-app eller på julielindegaard.dk/podcast.
Find Laura Vilsbæk på nyibestyrelsen.dk.
Her finder du podcasten på forskellige platforme:
/ Podcast (apple) /
/ Spotify /
/ Podimo/