På en efterårsdag i 2024 ligger Gitte Holtze i en MR-scanner. Hun lever med sclerose. Hvert år bliver hun scannet for at se, om noget har ændret sig. Imens hun ligger der, ændrer noget sig i hende.
Få uger senere siger hun sit job op. Sin lejlighed. Pakker sit liv ned i kasser. I 2025 vandrer hun Continental Divide Trail — en af de barskeste ruter i USA — med sclerose i kroppen og en trail-makker ved sin side. Det er hendes andet lange vandreliv. I 2018 gik hun over 4.000 kilometer på Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Alene.
I afsnit 46 af podcasten „Alt det jeg ikke ved” taler jeg med Gitte Holtze om beslutningen i scanneren, om at leve i stedet for at overleve, og om det ubehagelige spørgsmål ingen af os stiller os selv i tide.
Beslutningen der bliver født inde i en MR-scanner
Når Gitte Holtze ligger i scanneren, tænker hun „hvad nu hvis”. Hvad nu hvis diagnosen har flyttet sig. Hvad nu hvis kroppen ikke kan om et par år. Hvad nu hvis hun aldrig kommer derud og lever igen.
Sclerosen har, som hun siger, „sat et ekstra tryk på”. Den er ikke grunden til, at hun går. Men den er grunden til, at hun ikke venter.
“Jeg har kun ét liv. Nu har jeg ovenikøbet den her sygdom. Så skal jeg fandme da have alt det ud af det, jeg gerne vil, inden jeg måske ikke kan.”
Pacific Crest Trail 2018: 4.000 kilometer fra Mexico til Canada
I 2018 går Gitte Holtze Pacific Crest Trail (PCT) — en af verdens længste vandreruter, der strækker sig fra den mexicanske grænse gennem Californien, Oregon og Washington til Canada. Hun går alene.
Op til turen er hun blevet skilt. Hendes far er død. Hun har mistet et job og er endt i et arbejde, der ikke er hende. Hun er viklet ind i et giftigt forhold. Livet er blevet gråt. „Jeg blev nødt til at gøre noget vildt,” siger hun.
Undervejs blaffer hun ind til byerne for at hente mad. Hun sover i skoven, drikker vand ud af de samme kilder som køerne, og opdager, at hun er god til at være primitiv. Hun lærer at være bange og gøre det alligevel.
Continental Divide Trail 2025: at gå langt med sclerose
I 2025 tager Gitte Holtze afsted igen. Denne gang på Continental Divide Trail (CDT), som mange thru-hikere beskriver som den barskeste af de tre store amerikanske langdistanceruter. Ruten går på højkant gennem klippebjergene fra Mexico til Canada.
Hun går sammen med sin trail-makker Gaby — en dansker bosat i England, som hun har mødt året før. De bliver nærmest symbiotiske. Deler frygt, vabler, overvældelse og belønning. Da de skilles efter turen, er det sværere end Gitte havde regnet med.
„Mellemfornøjet” — ordet der bliver siddende
Undervejs i samtalen bruger Gitte et ord, jeg ikke kan slippe:
“Verden er da ikke til at holde ud, hvis alle er mellemfornøjet.”
Mellemfornøjet. Halvvejs tilfreds med jobbet. Halvvejs tilfreds med hverdagen. Ikke ulykkelig nok til at gøre noget — men heller ikke glad nok til at kalde det et fedt liv. Gitte er ikke interesseret i at bruge sit ene liv der. Det er hendes sætning, ikke min. Men den rører noget, tror jeg, i mange af os.
Det sværeste var at komme hjem
Man skulle tro, at det svære ved en 4.000 kilometer lang vandretur er selve turen. Vabler, angst, ensomhed, bjørne, tordenvejr på en bjergtop. Det er også svært. Men det virkelig svære, siger Gitte, er at komme hjem.
Efter CDT vender hun tilbage til Danmark uden job, uden lejlighed, uden en plan. Uden Gaby. Alt er gråt. December er på vej mod jul, og alle omkring hende går op i gløgg og kalendergaver. Hun sidder i sit nattetøj og skal skrive en bog om det, hun lige har været igennem. Hun er lammet af alle sine muligheder.
Det er en side af langdistancevandring, ingen taler om. Og en side af friheden, mange af os undervurderer: at frihed uden retning kan blive tungere at bære end en rygsæk.
Patchwork-økonomi og de 30.000 dage
Gitte Holtze har skruet sit arbejdsliv sammen som en patchwork-økonomi — eller en „tapas-karriere”, som hun også kalder det. Pengene kommer ind fra vandrekurser, foredrag, guideture (blandt andet i Nepal), bøger og bibliotekspenge. Det er ikke et gennemsnitligt indkomstsetup. Men det er hendes.
Hun regner et sted i samtalen ud, at vi cirka har 30.000 dage at gøre godt med, hvis vi bliver 82 år. Det tal bliver siddende.
“Man vokser jo ikke, hvis man bliver siddende i sumpen.”
Bogen „Mit ene liv”
Gitte Holtze udgiver nu bogen „Mit ene liv”, der er udgangspunktet for samtalen. Bogen handler ikke om, at alle skal gå 4.000 kilometer. Den handler om at stoppe op og spørge sig selv: bruger jeg mit ene liv rigtigt?
Lyt til afsnittet
Afsnit 46 af „Alt det jeg ikke ved” med Gitte Holtze er ude nu. Du kan lytte, hvor du normalt lytter til podcasts — blandt andet på Apple Podcasts. Podcasten handler om mod, og om de mennesker der tør leve tættere på deres drømme. Mod smitter.
Ofte stillede spørgsmål om Gitte Holtze
Hvem er Gitte Holtze?
Gitte Holtze er dansk forfatter, foredragsholder og langdistancevandrer. Tidligere rejsejournalist. Hun lever med sclerose og har blandt andet gået Pacific Crest Trail (2018) og Continental Divide Trail (2025) i USA. Hun er aktuel med bogen „Mit ene liv”.
Hvor lang er Pacific Crest Trail?
Pacific Crest Trail (PCT) er cirka 4.265 kilometer lang og går fra den mexicanske grænse i syd gennem Californien, Oregon og Washington til den canadiske grænse i nord. Gitte Holtze gik den alene i 2018.
Hvad er Continental Divide Trail?
Continental Divide Trail (CDT) er en af de tre store amerikanske langdistanceruter. Den strækker sig cirka 4.900 kilometer på højkant gennem Rocky Mountains fra Mexico til Canada og regnes for den barskeste af de tre. Gitte Holtze vandrede store dele af ruten i 2025.
Kan man vandre langt med sclerose?
Gitte Holtzes historie viser, at det kan lade sig gøre, men det er individuelt og bør afklares med egen læge. Hun lever med sclerose og har haft et sygdomsanfald i 2026, der aflyste en planlagt tur. Efter behandling har hun været på lange vandringer i Danmark igen.
Hvor kan jeg høre afsnittet?
„Alt det jeg ikke ved” høres der, hvor du normalt hører podcasts.
Alt det jeg ikke ved – podcasten
Her finder du podcasten på forskellige platforme:
/ Podcast (apple) /
/ Spotify /
/ Podimo/
Om værten
Julie Lindegaard er journalist, moderator, foredragsholder og vært på podcasten „Alt det jeg ikke ved”, hvor hun taler med mennesker, der tør leve tættere på deres drømme. Mod smitter.
Kender du en, der har brug for et lille skub? Så send hende afsnittet. Det betyder mere, end du tror.